Registrering af omkomne er en disciplin med offentliggjorte standarder, og det er ikke det samme som at anslå et dødstal.
En registrering, ikke et tal. Enheden er én person: hvem personen var, hvor og hvornår personen døde, og hvad der er kendt om hvordan. Et tal uden registreringer bag sig kan ikke kontrolleres, korrigeres eller bruges af andre.
Hver registrering indeholder sine kilder. Hvor oplysningerne kom fra, hvornår de blev indhentet, og hvor sikker registratoren er. To kilder, der begge kan spores tilbage til den samme oprindelige kilde, er én kilde.
Dubletter er den største fejlkilde. Det samme dødsfald når frem til en registrator som et navn, et kælenavn, en beskrivelse og et hospitalsnummer. At sammenlægge registreringer er en dokumenteret beslutning, ikke en oprydning.
Sig, hvad tallet er. Et antal dokumenterede dødsfald er et minimumstal, ikke et estimat over det samlede antal, og at rapportere det, som om det var det samlede antal, er misbrug af dit eget arbejde. Når der angives et interval, skal det siges, hvad der frembringer intervallet.
Offentliggør ikke noget, der bringer de levende i fare. Navne på overlevende og vidner, præcise placeringer af personer, der stadig er i fare, og oplysninger, der identificerer, hvem der talte med dig. En registrering, som det er sikkert at opbevare, er ikke nødvendigvis sikker at offentliggøre.
Lad ikke et antal blive til en påstand, det ikke kan underbygge. Hvor mange der døde, er ét spørgsmål; hvem der er ansvarlig, er et andet spørgsmål, som afgøres af en domstol på grundlag af beviser, og en registrering af omkomne er ikke en skyldkendelse.
Kilde. Every Casualty Counts, Standards for Casualty Recording, https://everycasualty.org/standards/ ; International Committee of the Red Cross, customary international humanitarian law database, https://ihl-databases.icrc.org/en/customary-ihl
Hvad dette ikke er. En metode til at placere ansvar og ikke en erstatning for det arbejde, der udføres af en kompetent myndighed.