Fortæl dem det i et passende omfang. Børn, der ikke får noget at vide, forestiller sig noget værre, og de bemærker, at de voksne er bange. Det, der beroliger et barn, er ikke fraværet af et problem: Det er at vide, at de voksne har en plan, og at barnet er en del af den.
Hvad man skal sige. At der nogle gange opstår en nødsituation; at vi har en plan; at planen er her mødes vi, her er, hvem der henter dig, her er nummeret. Fakta, kort fortalt og på deres sprog, og derefter hverdagen.
Lad dem spørge, og svar ærligt. "Jeg ved det ikke" er et helt fint svar. "Jeg ved det ikke, og her er, hvem vi ville spørge" er bedre.
Et kort i tasken med deres navn, en forælders navn og kontakttelefonnummeret, så en voksen, der finder dem, kan handle.
I selve tasken: én velkendt ting. Et stykke legetøj, en bog, et tæppe. Det er ikke sentimentalitet — en genstand, de kender, får målbareligt et skræmt barn til at falde til ro, og et roligt barn er mere sikkert.
Fortæl skolen hvem der må hente dem. Gør det, før der bliver brug for det; en skole vil ikke udlevere et barn til en person, der ikke står korrekt på listen.