Reaktioner efter en skræmmende hændelse er normale. Søvnbesvær, at blive ved med at genopleve den, irritabilitet, udmattelse, at blive forskrækket af almindelige lyde, ikke at have lyst til at tale om den, at have lyst til ikke at tale om andet. Det er det, et nervesystem gør efter en trussel, ikke et tegn på, at der er noget galt med personen.
Det, der hjælper, og som ikke er kompliceret. Søvn, mad og vand på almindelige tidspunkter. Rutiner, selv en lille en. Selskab. Noget at lave, som giver et synligt resultat. Mindre nyheder på faste tidspunkter i stedet for hele tiden.
Børn viser det på en anden måde — klæbende adfærd, at gå tilbage i ting, de allerede kunne, mavepine, at lege hændelsen igennem. Rutiner og ærlige, korte svar gør mere end beroligelse gør.
Hvornår man skal søge hjælp. Hvis det ikke letter efter flere uger, eller hvis det forhindrer nogen i at arbejde, sove eller tage vare på sig selv, er det tidspunktet, hvor man skal tale med en læge. Fortæl, hvad der skete; det er relevant.
Og genopfyld forsyningerne. Fyld vand på igen, erstat det, der blev brugt fra tasken, oplad powerbanken, og tjek lommelygten. Tiden lige efter en hændelse er det ene tidspunkt, hvor alle er enige om, at det er værd at gøre — og den anden hændelse, hvis den indtræffer, plejer at komme, før butikkerne har fået nye varer på hylderne.