Meld det først til myndighederne, og gør det tidligt. Der er ingen ventetid med at anmelde en savnet person i en nødsituation, og de officielle kanaler er forbundet med hospitaler, herberger og registreringslister.
Skriv det ned, du ved, mens du stadig kan huske det. Fulde navn, fødselsdato, hvad personen havde på, hvor og hvornår personen sidst blev set, eventuelle helbredsforhold eller medicin samt et nyere fotografi. Under stress bliver disse oplysninger uklare i løbet af få timer.
Kontrollér de officielle lister, ikke kun sociale medier. Hospitaler, modtagecentre og herberger registrerer ankomster, og nationale myndigheder og anerkendte humanitære organisationer står for familiesporing.
Vær forsigtig med offentlige efterlysninger. De er nogle gange det rigtige at gøre, og de har reelle omkostninger: Et offentligt opslag afslører, at nogen er alene eller sårbar, tiltrækker mennesker, der udnytter det, og kan ikke trækkes tilbage, når det først er blevet spredt. Overvej, hvad det afslører, og foretræk officielle kanaler, hvor de findes.
Saml alle oplysninger ét sted. Noter om, hvem du har kontaktet, hvornår, og hvad de sagde. Ved en eftersøgning, der varer mere end en dag, er det denne registrering, der forhindrer, at det samme område bliver gennemsøgt fem gange.